Idéen med Naturbruget er at synliggøre, udvikle og formidle samspillet mellem natur, mad og menneske.

Tanken og passionen udspringer fra Naturbruget Vasen, som gennem 26 år har været et samlingssted langt ude på landet, hvor mennesker fra nær og fjern har mærket magien, når natur- og madoplevelse går op i en højere enhed. Hvis denne magi skal forklares i ord, bliver det svært, men vi forsøger: Et sted, hvor mennesker midt i den smukkeste natur har nydt duften af en nyhøstet gulerod og solmodne jordbær, smagen af nyopgravede kartofler og saftige spidskål, lyden af sprøde ærter og svalesang, synet af et gult stråtag og blå kornblomster og følelsen af samhørighed, når familien har gået i marken for at plukke bær og grave kartofler op, og bagefter taget hjem, tilberedt og nydt et dejligt og sundt måltid sammen - kort sagt et sted, hvor mennesker har fået råvarer til alle sanser.

Skal vi prøve at beskrive et Naturbrug helt konkret, bliver det igen svært, men en kombination af en stor køkkenhave, hvor man selv kan få fornøjelsen af at høste sine råvarer, en hyggelig og stemningsfuld gårdbutik med helt friske bær og grønsager, en mad- og naturskole, hvor man kan få inspiration og vejledning, et sted, hvor man nyder at komme, fordi der er rent, smukt og god service, og sidst men absolut ikke mindst et åndehul væk fra byens stress og jag - et sted, hvor mennesket kan komme i balance med naturen.  

Ved at huske på den opbakning og begejstring, vi har mødt igennem årene, og ved at bruge vores og andres erfaring og indsigt, vil vi nytænke og sprede viden omkring et Naturbrug og betydningen af råvarer til alle sanser. Håbet er, at naturens og madens værdi for krop og sjæl vil stå så klart for alle i samfundet, at mange flere Naturbrug kunne blive grundlagt og vise sig levedygtige til gavn og glæde for store som små.

Naturbruget vil gennem erfaringsudveksling, handling og nytænkning udvikle og formidle gamle tanker og nye idéer indenfor naturbrug, mad, æstetik og sundhed. Redskaberne er et tværfagligt møde og samarbejde mellem praktikere og teoretikere, som kan tilslutte sig idéen og visionen om et samfund med en større forståelse, respekt og passion for relationen mellem natur, mad og menneske.

 

naturbruget